Kan jeg genskabe dette berømte skud fra Blade Runner ved at bruge det tungeste og dyreste objektiv, jeg nogensinde har rørt ved, men også dette, der koster 20 gange mindre? lad os se, om prisen på et objektiv gør en stor forskel.
Dette kan være kontroversielt, men selvom jeg var enig i, at en nærbillede film end en 24 mil ser meget anderledes ud end en nærbillede filmet med en 50. Når jeg sammenligner en 50 med en anden 50, er det svært at forestille sig, at seerne bemærker nogen forskel. Anamorfe linser er dog lidt anderledes. Jeg er en sucker for den smukt strakte bokeh, og jeg har en fornemmelse af, at den påvirker publikum ubevidst. Så jeg er nysgerrig efter at vide, om en avanceret anamorfisk linse ser meget anderledes ud end en, der koster meget meget mindre. Så lad os gå til et studie og se, hvor tæt vi kan matche det skud fra Blade Runner.
Vi starter med $1.500 Sirui-objektivet og en skuespiller indtil videre, det ser helt anderledes ud. Men jeg tror ikke det er objektivets skyld. Lad os få skuespilleren til at skifte tøj og kopiere Harrison Fords våde look. Jackie, vores produktionsdesigner, bringer derefter det sæt frem, hun har lavet af malet skum på krydsfiner. Men belysningen ser anderledes ud, så Naya vores gaffer spærrer vinduerne, så hun kan styre lyset. Først er der et lys bagpå med blå og grønne geler. Og så en blød boks, som hun placerede omhyggeligt for at kaste den samme næseskygge som Harrison Fords. Den havde også et sort ark på toppen for at gøre øjenreflektionen en lille smule mindre rund. Og så er den sidste berøring denne pære for endnu et højdepunkt. Jeg er glad for, at vi allerede er temmelig tæt på originalen, men sandhedens øjeblik vil være, om et skift til et glas på omkring tredive tusind dollar vil lukke hullet.
Men først skal jeg vise dig, hvorfor det er så vigtigt for mig, at det dyre objektiv forbedrer mine optagelser. Denne situation startede ni dage tidligere, da jeg mailede om at leje kokken anamorfisk 75 millimeter alene. Ingen af de lejehuse, jeg talte med, ønskede at bryde deres fem linsesæt op, hvilket giver mening, men for den slags penge. Jeg kunne leje en rummelig lejlighed i London i en hel måned. Et af selskaberne barberede 50 af prisen på at leje det fulde sæt, men det var stadig for dyrt for mig, og så tilbød de en endnu større rabat. Jeg var overrasket over, at de sænkede prisen så let. Så jeg blev fristet, indtil jeg huskede, at jeg skulle sikre hele sættet. Så jeg sagde nej tak, og de sagde, at de kunne gå endnu lavere. Det er 70 rabat. Det føltes som et alt for godt tilbud til at lade være. Så jeg lejede dem i to dage, de ville ikke levere linserne.
Så jeg hoppede på et tog til London for at hente dem, og de var meget tungere, end de så ud. Jeg satte mig i en taxa med min bagage, der var 125 Grand værd. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan dette ville være et særligt dårligt tidspunkt at komme i en bilulykke eller at blive kidnappet. Derfra var det en lang gåtur gennem metrostationen, derefter trapper op til togstationen og endnu en nervøs taxatur hjem. Jeg var lettet, da jeg fik linserne sikkert hjem. Men med transport og forsikring havde jeg brugt et øje på at vande tretten hundrede dollars for det privilegium at have disse linser med mig i to dage, og det er efter den enorme rabat. Så tilbage til Blade Runner-optagelsen, når jeg går for at vedhæfte denne enorme linse på mit kamera. Jeg tænker, at det er det værd. Dette må hellere være det værd.
Jeg optog begge objektiver i fuldformat 16x9-tilstand, og så beskærede jeg siderne for at matche super 35 open gate-film. Takket være kokkens to gange squeeze-faktor. Jeg var nødt til at beskære mere fra kanterne og flytte kameraet lidt tættere på. Men begge linser var vidt åbne, og dybdeskarpheden ser virkelig ens ud. Når det er sagt, er bokeh i baggrunden bestemt lidt højere på det dyre to gange objektiv. Jeg foretrækker det på den måde, men at betale $1.300 for at gøre bokeh en lille smule højere er noget absurd for mig. Med et avanceret Cinema-objektiv betaler du selvfølgelig ikke kun for bokeh. Du får også pl Mount the Cinema-huset og selvfølgelig sammenhængen mellem de forskellige linser i sættet. Men så vidt vi faktisk kan se i denne sammenligning, er kogelinsen blødere, især kanterne, hvilket kan være en god eller dårlig ting afhængigt af dit perspektiv.
Jeg kan godt lide et blødere look, men jeg kan altid tilføje lignende sløring i indlægget. Så jeg tror, at Sirui vinder på dette område. Men lad os se, hvilken andre mennesker foretrækker med en blindtest på Twitter. Og mens jeg venter på resultaterne, vil jeg tage den anden dag af optagelserne, før jeg skal sende disse linser tilbage.
Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg lagde mærke til vægtforskellen mellem linserne, da jeg lavede en dokumentaroptagelse i dag. At filme håndholdt med kokken er en træning. Jeg var nødt til at holde pauser, og dette 360 kredsløb skudt sandsynligvis ældet min rygsøjle med et par år. Jeg skulle have haft en kontravægtet skulderrig eller en af disse, men jeg ønskede ikke at bruge endnu mere på at leje støtteudstyr, der var kraftigt nok til at håndtere dette massive metal og glas. Hvorimod Sirui er meget lettere, så jeg kan bruge det bare håndholdt eller med en kardan. Også at leje den e-mount version, som jeg kunne tilpasse til mit Nikon-kamera, kostede 10 gange mindre, og det er inklusive levering til min dør.
Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over at se, at bokeh under dette interview så meget ens ud mellem de to linser. Udendørs så kokkens højere bokeh mærkbart bedre ud for mit øje, og den hvirvlende karakter mod kanten af rammen var dejlig. Jeg ville bare ønske, at lejeprisen ikke var så høj.
Lad os alligevel se, hvad folk på Twitter syntes om vores Blade Runner-scene. Der er en klar vinder, og det er det billigere objektiv, Sirui.
