Kan jeg genskabe dette berømte skud fra Blade Runner ved at bruge det tungeste og dyreste objektiv, jeg nogensinde har rørt ved, men også dette, der koster 20 gange mindre? Lad os se, om prisen på et objektiv gør en stor forskel.
Det kan være kontroversielt, men mens jeg er enig i, at et close-up filmet med en 24 mm ser meget anderledes ud end et close-up filmet med en 50 mm, er det svært at forestille sig, at seerne lægger mærke til nogen forskel, når jeg sammenligner en 50 med en anden 50. Anamorfiske objektiver er dog lidt anderledes. Jeg er vild med den smukt udstrakte bokeh, og jeg har en fornemmelse af, at det påvirker publikum underbevidst. Så jeg er nysgerrig efter at vide, om et high-end anamorfisk objektiv ser meget anderledes ud end et, der koster meget, meget mindre. Så lad os tage til et studie og se, hvor tæt vi kan matche det skud fra Blade Runner.
Vi starter med det $1.500 Sirui-objektiv og en skuespiller, og indtil videre ser det helt anderledes ud. Men jeg tror ikke, det er objektivets skyld. Lad os få skuespilleren til at skifte tøj og kopiere Harrison Fords våde look. Jackie, vores produktionsdesigner, tager så scenografien frem, som hun har lavet af malet skum på krydsfiner. Men belysningen ser anderledes ud, så Naya, vores gaffer, blokerer vinduerne, så hun kan kontrollere lyset. Først er der et lys bagved med blå og grønne geléer. Og så en softbox, som hun omhyggeligt har placeret for at kaste den samme næseskygge som Harrison Ford. Den havde også et sort stykke stof på toppen for at gøre øjenrefleksionen lidt mindre rund. Og så det sidste touch er denne pære til et sekundært højlys. Jeg er glad for, at vi allerede er kommet ret tæt på originalen, men sandhedens øjeblik bliver, om det at skifte til noget glas til tredive tusinde dollar vil lukke hullet.
Men først skal jeg vise dig, hvorfor det er så vigtigt for mig, at det dyre objektiv forbedrer mit optagelsesmateriale. Denne situation startede ni dage tidligere, da jeg sendte en e-mail om at leje Cook anamorfisk 75 millimeter alene. Ingen af de udlejningssteder, jeg talte med, ville bryde deres fem-objektiv sæt op, hvilket giver mening, men for de penge kunne jeg leje en rummelig lejlighed i London i en hel måned. Et af firmaerne gav 50 % rabat på lejen af hele sættet, men det var stadig for dyrt for mig, og så tilbød de en endnu større rabat. Jeg blev overrasket over, at de sænkede prisen så let. Så jeg var fristet, indtil jeg huskede, at jeg skulle forsikre hele sættet. Så jeg sagde nej tak, og de sagde, at de kunne gå endnu lavere. Det var en 70 % rabat. Det føltes som et tilbud, der var for godt til at sige nej til. Så jeg lejede dem i to dage, men de ville ikke levere objektiverne.
Så jeg tog toget til London for at hente dem, og de var meget tungere, end de så ud. Jeg tog en taxa med min bagage, der var værd 125.000 dollars. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dårligt et tidspunkt det ville være at komme ud for en bilulykke eller blive kidnappet. Derfra var det en lang gåtur gennem undergrundsstationen, så trapper op til togstationen og endnu en nervøs taxatur hjem. Jeg var lettet, da jeg fik objektiverne sikkert hjem. Men med transport og forsikring havde jeg brugt svimlende 13.000 kroner for privilegiet at have disse objektiver med mig i to dage, og det var efter den store rabat. Så tilbage til Blade Runner-optagelsen, da jeg skulle montere dette enorme objektiv på mit kamera. Jeg tænkte, det må være det værd. Det her må være det værd.
Jeg filmede begge objektiver i fuld frame 16x9-tilstand og beskærede derefter siderne for at matche super 35 open gate film. Takket være Cooks to gange squeeze-faktor måtte jeg beskære mere fra kanterne og flytte kameraet lidt tættere på. Men begge objektiver var helt åbne, og dybdeskarpheden ser virkelig ens ud. Når det er sagt, er bokeh i baggrunden bestemt lidt højere på det dyre to gange objektiv. Jeg foretrækker det sådan, men at betale 8.500 kroner for at gøre bokeh’en lidt højere virker lidt absurd for mig. Selvfølgelig betaler man med et high-end cinema-objektiv ikke kun for bokeh’en. Man får også PL-mount, cinema-huset og selvfølgelig sammenhængen mellem de forskellige objektiver i sættet. Men hvad angår ting, vi faktisk kan se i denne sammenligning, er Cook-objektivet blødere, især i kanterne, hvilket kan være godt eller dårligt afhængigt af dit perspektiv.
Jeg kan godt lide et blødere look, men jeg kan altid tilføje lignende sløring i post. Så jeg synes, Sirui vinder på dette område. Men lad os se, hvilket objektiv andre foretrækker med en blindtest på Twitter. Og mens jeg venter på resultaterne, vil jeg gå i gang med anden optagedag, inden jeg skal sende disse objektiver tilbage.
Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg lagde mærke til vægtforskellen mellem objektiverne, da jeg lavede en dokumentaroptagelse i dag. At filme håndholdt med Cook er en træning. Jeg måtte holde pauser, og dette 360 graders kredsende skud ældede sandsynligvis min rygsøjle med flere år. Jeg burde have haft en modvægtet skulderrig eller en af disse, men jeg ville ikke bruge flere penge på at leje støtteudstyr, der var kraftigt nok til at håndtere dette massive metal og glas. Hvorimod Sirui er meget lettere, så jeg kan bruge det håndholdt eller med en gimbal. Også leje af e-mount-versionen, som jeg kunne adaptere til mit Nikon-kamera, kostede 10 gange mindre, og det inkluderer levering til min dør.
Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over at se, at bokeh’en så meget ens ud mellem de to objektiver under dette interview. Udendørs så Cooks højere bokeh mærkbart bedre ud for mit øje, og den snurrende karakter mod kanten af billedet var dejlig. Jeg ville bare ønske, at lejeprisen ikke var så høj.
Under alle omstændigheder, lad os se, hvad folk på Twitter syntes om vores Blade Runner-scene. Der er en klar vinder, og det er det billigere objektiv, Sirui.
Jeg tror, jeg med sikkerhed kan sige, at objektiver ser ud til at følge loven om aftagende udbytte. Generelt foretrækker jeg det to gange squeeze-look frem for Siruis 1,6 gange bokeh. Men omkostningerne og besværet ved at leje Cook-objektiverne ville kun give mening for et meget større projekt. Hvis jeg nogensinde når til det punkt, hvor jeg bruger 175.000 kroner hver dag på settet med et fuldt hold og en dyr location, så kunne jeg måske retfærdiggøre at bruge tusind dollars om dagen på objektiverne. Men for ethvert projekt mindre end det føles det som en kæmpe sum penge for en så marginal forbedring. For mig er Cook-looket ikke værd Cook-prisen. Så jeg vil holde mig til mine mindre objektiver, der passer til mine mindre projekter. Sikke en overraskelse.
